For noget tid siden lånte jeg et krydsnøgleapparat af Liv (Creativus.dk). Havde en del garn som enten var i fed eller viklet som kugler, det er ikke helt så praktisk, når der skal strikkes/hækles af garnet og det så triller rundt. Derfor var det ren luksus, at kunne låne et krydsnøgleapparat, så det lige kunne prøves af om det var noget man kunne bruge, eller om det bare var ren “tilsætning”.
Hyggede mig ret godt de timer, det nu var i brug; fandt ud af at jeg åbenbart havde en masse garn, som var viklet til kugler. Da jeg ikke lige havde en garnvinde, så blev ryggen af en stol taget i brug i stedet. Det fungerede da også, garnet skulle bare hjælpes lidt på vej en gang i mellem. Der gik lige lidt tid inden jeg fandt den helt rigtige teknik.
Noget af det garn jeg fandt på i mit lager var disse to fed moskusuld i dyb flaskegrøn og i lækker mørkeblå. Min mor havde disse 2 fed af det blødeste moskusuld med hjem fra Grønland. Det fik også en tur på krydsnøgleapparatet og blev vundet til nøgler. Hvis der sidder nogen der skulle have lidt idéer til, hvad jeg kan lave af de to nøgler moskusuld, så giv gerne lyd. Ideer til både strikke-og hækleopskrifter modtages meget gerne.
Efter at alt garnet var vundet op, fik jeg helt lyst til at købe et vitrineskab, som garnet kunne stå inde i. Garnnøglerne blev næsten helt kunstneriske at se på efter, at det var blevet vundet op på krydsnøgler.
Udover de “få” nøgler der er på billedet, så fandt jeg mere garn inde på lageret som godt kunne bruge en tur på et krydsnøgleapparat. Blandt andet denne trøje, som blev trevlet op og vundet på 11 nøgler. Fik vidst aldrig talt op hvor mange nøgler jeg fik vundet op i alt.
Tror helt sikkert at sådan et krydsnøgleapparat skal på ønskesedlen, det er næsten ikke til at undvære, når først man har prøvet det af.