Jeg manglede en totebag (på dansk også kaldet mulepose) til mine garnprojekter, når jeg var på farten eller til StrikkeCafé Odense (Hvis du bor i Odense eller omegn, er du velkommen til at mødes med os hver anden torsdag, klik på linket for at læse mere om strikkecaféen) Hvad var så mere oplagt end at lave en selv. Har tidligere syet nogle muleposer, men manglede et nyt hækleprojekt, så måtte jeg i gang med at designe en selv.
Gennem de sidste 13 ugers tid har jeg været til workshops hos Platform-R (R=Robusthed), jeg har lært en hel masse om mig selv og de stressspiraler jeg nogle gange kommer ind i. Det har virkelig været guld værd for mig at være på den workshop, mens jeg blev klogere var hænderne beskæftiget med at hækle denne totebag. Som en lille hyldest til workshoppen har jeg valgt at give muleposen navnet ‘PlatformTote’. Hvis I laver tasken må I gerne give den hastagget #PlatformTote på Instagram.
Hækleteknikken jeg har brugt til tasken hedder jaqcuardhækling, eller 2 farve-hækling
Da vi var til svigerfars 60 års fødselsdag i lørdags, fik jeg lokket min kærestes søster til at agere model med min totebag. Resten af billederne blev taget dagen efter, da det gode vejr fortsatte. Der er så mange gode fotosteder i mine svigerforældres have, var især vild med stakittet.
Muleposen måler ca 30 x 39 cm, så der er plads til de lidt større strikke-/hækleprojekter også.
Garnforbrug:
Bomuldsgarn 8/4 løbelængde 50g=170m. (jeg har købt mit oeko-tex garn hos Garnudsalg )
petroleum: ca 70 g
sort: ca 90 g
hvid: ca 70 g
Opskrift
Brug hæklenål nr 3.
Lav 70 lm, hækl 1 fm i hver m de næste 68 m, hækl 4 fm i sidste m (72m)
Læg derefter snor nr 2 (i samme farve) på, der hækles fremover ovenpå snor nr 2. skift en gang i mellem mellem de to snore hvilken du hækler med og hvilken du hækler ovenpå, så du derved “låser” snorene.
Derefter hækles der i omgange.
omg 1: hækl 1 fm i hver m i de næste 66 m, hækl derefter 2 fm i hver af de næste 3 m. Lav 1 fm i hver m af de næste 62 m , hækl 2 fm i hver af de næste 3 m (146 m)
omg 2: hækl 1 fm i hver m i de næste 70 m, hækl 2 fm i hver af de 2 næste m. Hækl 1 fm i hver af de næste 71 m, hækl 2 fm i hver af de næste 2 m (150 m)
omg 3: hækl 1 fm i hver m de næste 71 m, hækl 2 fm i hver af de 2 næste masker. hækl 1 fm i hver af de 71 m, hækl 2 fm i hver 2 næste m. (154 m)
omg 4: hækl 1 fm i hver af de næste 71 m, 2 fm i hver af de 3 næste m. Hækl 1 fm i hver af de næste 74 m, hækl 2 fm i hver af de næste 3 m (160 m)
omg 5-38 :(34 omgange med 1 fm i hver m) Husk at skifte i mellem de to snore du hækler med. (opskriften fortsætter gennem indlægget)
Når du har hæklet de 34 omgange, hækler du efter diagrammet ovenover. Mønsteret bliver gentaget 4 gange, så du får alle 160 masker med i omkredsen.
NB! vær meget opmærksom på at du ikke strammer garnet for meget, når du skifter over mønsterdelen. Ellers vil du få en indsnævring i den første mønsterdel af din totebag.
Stropperne til min totebag har jeg hæklet med variant af vævehækling-teknikken. Man kan sagtens også bare hækle almindelige fastmasker. Man kan se en instruktionsvideo her på vævehækling. Jeg har hæklet ned i fastmasken under luftmasken i rækken nedenunder, i stedet for kun at hækle rundt om luftmasken. Derved får man et mere fast resultat.
Jeg har brugt hæklenål 2,5 mm for at få det til at blive mere tæt. Stropperne er ca. 3 cm brede, hvis du vil have bredere stropper, øger du bare antallet af masker.
Hækl 8 luftmasker
Række 1: hækl 1 fastmaske i 2. lm fra hæklenålen. Lav herfter *1 lm, spring næste m over, lav 1 fm i næste m* gentag rækken ud. vend med 1 lm.
Række 2: hækl 1 fm, hækl 1 fm rundt om luftmasken og fastmasken i den 1. rk, *1 lm spring næste m over, hækl 1 fm ned i luftmasken i den 1. rk.* gentag rækken ud. Lav 1 fm i den sidste m og vend med 1 lm.
Række 3: 1 fm i luftmasken og fastmasken nedenunder *1 lm og spring næste m over, hækl 1 fm i luftmasken og fastmasken nedenunder* vend med 1 lm
Gentag herefter række 2 og 3 indtil stroppen er 73 cm . Lav 2 stropper.
Tråd en stoppe nål med sort garn og sy stropperne fast på indersiden af muleposen (se billedet ovenover). Jeg har syet igennem min totebag, de steder hvor der var sort på forsiden. De andre steder har jeg syet resten af stropperne fast ved, at sy igennem nogle af snorene på bagsiden. Derved kan det sorte garn ikke ses.
Opskriften og produkter deraf må ikke bruges til kommercielt brug.
Du må derfor ikke sælge opskriften videre eller sælge tasken du laver udfra opskriften.