Kan mærke at andres forventninger til mig stadig betyder og fylder alt for meget for mig, i forhold til hvad det burde.
Hader virkelig at skuffe andre.
Det var nok også en af grundene til, at jeg fik så meget stress, og at jeg ikke kunne sige stop før, jeg fik et epileptisk anfald. For de store hukommelsestab, hårtab, svimmelhedsanfald , og absancerne var åbenbart ikke nok, til at få mig til at stoppe op, og tænke over at jeg var på vej ud, hvor jeg ikke kunne bunde.
For jer der ikke kender til absancer; (folk oplever dem forskelligt)
Jeg får dem, hvis jeg ikke har fået sovet ordentligt nogle dage i træk, har haft for mange aftaler i træk eller har presset mig selv for hårdt enten fysisk eller psykisk.
Mine absancer starter ligesom deja vu, altså en fornemmelse af at dette har man oplevet før. Mit Deja Vu fortsætter bare, med at jeg lidt fortsætter med at “drømme”. Det tager ikke mere end et par sekunder, men når jeg kommer til mig selv igen, har jeg det voldsomt dårligt. Det føles pludseligt som om at kroppen er blevet fyldt med bly, i de få sekunder jeg var fraværende. Jeg bliver meget træt og har oftest behov for at sove bagefter. Derudover kommer der en voldsom kvalme og svimmelhed.
Det er min krops måde at fortælle mig, at jeg virkelig har overskredet grænserne, for hvad jeg er i stand til at klare.
Har tit fået at vide at jeg skal huske at passe på mig selv, men hvis ikke man selv er i stand til det. Hvem gør det så?
Efter 4-5 år i en nedadgående stress-spiral, fik mit epileptiske anfald (heldigvis) sat en stor fed streg under at nok er nok.
Der går heldigvis længere og længere tid mellem jeg får mine absancer. I det halve år hvor jeg skrev min bachelor, fik jeg næsten et hver dag, og nogle dage fik 3 styks på én dag. Nu går der ca. en måned mellem hvert “anfald”, det er meget bedre, men det er stadig alt for meget.
Det skal lige siges, at jeg har været inde på Rigshospitalet og Epilepsihospitalet, Filadelfia, i Dianalund og blive undersøgt på kryds og tværs, og jeg har heldigvis ikke epilepsi. På trods af anfald og absancer.
Jeg øver mig i hvertfald på ikke at gå så meget op i hvad andre tænker, selvom det er vildt svært. Samt at lære at det er ok at sige nej.
Men det er vel en del af det med at blive voksen?
Det lyder til, at det går den rigtige vej for dig – når du husker at passe på dig selv 🙂 Jeg har "lidt af" stress det sidste halvandet år. Og jeg har stadig svært ved at "passe på mig selv" – det er som om, at min krop – og mine tanker – ikke husker at jeg ikke kan klare alt med samme fart som før stressen. Jeg håber jeg lærer at leve med det – for jeg er bange for at jeg aldrig vender helt tilbage til mit gamle jeg.
Ja, det er jo det. Det er sgu svært at få passet på sig selv, for som du skriver så er kører ens tanker med 120 km i timen. Mens resten af kroppen halter langt bagefter. Tror desværre der går rigtig mange år før jeg er helt ovenpå igen. Men jeg lærer stille og roligt at indordne hverdagen efter sygdommen. På trods af de tilbagefald der kommer når ikke jeg overholder hviledagene.
Åh søde Signe – Ja, tak for din åbne indlæg. Det lyder jo som en kliché, men man skal jo passe på sig selv og lytte til sin krop – Tror de fleste på et eller andet tidspunkt føler, at de ikke slår til eller er bange for hvad andre tænker om en. Men tro på dig selv kære Signe, du har uanede mængder af fantastiske kvaliteter:-) Alt godt din vej og ha en dejlig aften:-)
Tusinde tak for dine søde ord kære Mette. Og en dejlig aften til dig også.
Igen, smukke billeder! Og dejligt, ærligt indlæg. Jeg har det på samme måde, og selvom jeg faktisk ikke kendte til absancer, er jeg ret sikker på jeg også oplever dem fra tid til anden. Det er vel noget med et skridt ad gangen, og så prøve at lade være med at blive alt for frustreret når man i stedet går to skridt tilbage.
Det er det med at lære at tage tingene i sit eget tempo.
Og så er det vigtigste at fylde livet med gode ting, så de svære ting kan komme i baggrunden. Håber vi skal på marked i weekenden 😉
Ja lige præcist. Det skal vi i hvertfald.